Historien om Villy Vildmis - og menneskers store uforstand. Jeg så ham første gang i l993. Han så forhutlet og uplejet ud, som kun en langhåret vildkat kan se ud. Oktober 95 så jeg ham nogle gange ved vores garage, og jeg begyndte at sætte mad ud til ham. Jeg stod timevis på lur, for blot at få et glimt af ham. Hørte han døren åbne sig så meget som en millimeter, forsvandt han. I slutningen af januar havde jeg stået på lur så tit, at han vidste, at lyden af min stemme og skridt i gruset betød mad. Han nøjedes med at smutte ud af et sidevindue i garagen og gemme sig i vegetationen. Straks døren blev lukket efter mig, hoppede han ind af vinduet igen. Tiden gik og hans kondition og pels blev - af godt foder og hyppige ormekure - bedre. Vi bor på landet, omgivet af katterige gårde. Kattene i omegnen bærer langhårsgen, og af og til falder der langhårede killinger ud, både vilde og tamme. De vilde er ilde stedt, når pelsen fyldt med borrer og præstelus, danner filt og knuder, der virkelig er værd at tale om. Når forårsfældningen kommer, ruller pelsen af i kager, og katte som Villy får da 3 "haler" idet pelsen fra siden ruller bagud/ned og hænger bag katten som ekstra haler monteret på lårene. Jo, det må være en munter tilværelse, og isolationsevnen er ringere end i en alm. huskattepels.

Villy Vildmis fotograferet i 97

For slet ikke at tale om, hvor usoigneret en sådan pels er, fyldt med jord, skidt og urin. Vore huskatte bærer rundt på div. gener fra racekatte. Bl.a. fordi folk lader deres uneutraliserede racekatte parre sig i flæng - uden tanke for de følger det giver for de stakler, der bliver født som/bliver smidt ud og senere bliver vildkatte..... Her i området ses det desuden, at velnærede både siamesere og brittish shorthair har kunnet gøre sig gældende i avlen. Personlig synes jeg det er synd. Det ender med at vore huskatte ikke længere er "ægte".... Nå - det var det sure opstød. Lad os komme videre.

Vores kattebestand er på 5 småbuttede, neutraliserede, velplejede individer. Og dermed er loftet nået. Tror jeg da. De 3 lever adskilt fra de to, som historien her handler om. De to bor på 1. sal og har i dagtimerne fri udgangstilladelse. Den sidste i rækken er Mis Bonnie Bond, der højgravid omkring påsken 96 ankom og søgte asyl, da landmanden på gården hun kom fra, havde fjernet den halmstak, hun havde levet i hele vinteren. Miss Bonnie Bond, her fotograferet i 97

De andre katte på stedet tolererede hende ikke, og dermed var hun i svær nød. Hun blev den indirekte årsag til at Villy Vildmis blev mere tillidsfuld. Jeg brugte ca. 14 dage på at komme i kontakt med hende, og fik hende steriliseret før hun fødte. Villy havde lusket rundt i periferien og iagttaget os. Helt klart opmærksom på at Bonnie var en hunkat og gravid - og sådan en kommer jo snart i løbetid igen..... Da hun efter at stingene var blevet taget, fik lov til at komme ud igen, troede han sikkert at det nu blot var et spørgsmål om tid, og han opvartede hende kraftigere og kraftigere i al sin utålmodighed. Jeg brugte adskillige timer i både kulde og forårssol, sommetider liggende på græsset 1 - 2 m fra Villy, der lå under en af de to store graner, vi har i gårdspladsen, alt i mens Bonnie svansede rundt og nød tilværelsen. Et ligger fast: Var der kommet en psykolog i gården, der havde set mig ligge der: gabe, kigge væk, smaske, blinke med øjnene, for at udsende høflige kattesignaler - ja, så var jeg blevet tvangsindlagt omgående.......

Ved hjælp af ekstra lækker katte vådfoder fik jeg ham gradvist til at turde stå i garagevinduet, mens jeg rettede maden an på et bord lige inden for vinduet. Til sidst vænnede han sig både til at jeg blev stående på afstand, at jeg stod helt tæt ved og at jeg til sidst rørte ham blot med en finger. Lusket som jeg er, vænnede jeg ham til at gå i en transportkasse og spise, og en junidag, hvor jeg vidste dyrlægen havde tid, blev lågen lukket. Villy blev rasende. Han kæmpede som en gal, bed og sled sig til blods. Men nu skulle det være. Han blev kastreret, og jeg lagde ham til opvågning i garagen i en kæmpestorhundetransportkasse med kattehule, WC, foder og vand. Planen var at holde ham i den til dagen efter, så han var helt ude af narkosen.

Men til aften blev han meget urolig og stresset - og med bankende hjerte lod jeg ham komme ud. Der gik 3 dage inden jeg atter fik lov til at røre ham - men nu gik det hurtigt fremad. Samtidig fik vi et problem. Et par aktive hankatte havde fundet ud af, at der stod foder i garagen og forsøgte at jage Villy væk fra territoriet. Nu blev jeg ophøjet til Pitbullterrier for Villy. Sammen skred vi over til garagen. Jeg skulle gå først ind, kravle op på bordet og se om der var katte på garageloftet. Råbende og hujende forfulgte han og jeg de formastelige (der i øvrigt så sunde og velnærede ud). Til sidst var det sådan at Villys blot behøvede se på mig, så vidste jeg, at nu var der fremmede katte i garagen. Jeg hjalp ham også ud af at par penible tilfælde, hvor jeg kunne se han i en stirremagtkamp snart ville tabe, hvor jeg med et velrettet stenkast forskrækkede den fremmede. Alt i mens jeg følte hans stigende anerkendelse som den største æresbevisning et menneske kan opnå.

Allerede i august kunne min mand få lov til at røre Villy, hvis jeg var tilstede. Han stolede nu så meget på min dømmekraft, at han brød grænser hele tiden, sin angst til trods. Han fandt ud af hvor dejligt det var at få redt sin pels, at få filt og borrer ud, inden de blev et problem. Men selvom han så længselsfuldt ind af den åbne hoveddør når Bonnie gik ind om aftenen, turde han ikke tage det sidste skridt. Og jeg valgte ikke at presse ham. En dynetiger på lur - snart gik Villy også med ind!!

Men den 1. september om aftenen gik han med ind...... Jeg lukkede spændt døren og panikken tog ham. Han klinede sig op ad døren, mens jeg sad på gulvet ved siden af ham og kælede stille og beroligende med ham. Efter 15 min. flyttede han sig og efterlod 4 store våde plamager af fodsved på tæppet, og så gik han op ad trappen, som om det var den naturligste ting i verden. Han udvalgte et hjørne på kontoret som WC, jeg placerede en kattebakke på stedet. Siden har han kun benyttet kattebakke. Mad og vand stod nu kun inde, og dermed forsvandt de andre tilløbende katte.

Den første vinter blev han sommetider væk om natten, især hvis min mand var alene hjemme, eller hvis det satte ind med dårligt vejr og jeg var kørt et ærinde. Så kom han hjem om morgenen og stank af kostald, og jeg har nu nok regnet ud, hvor han oprindelig stammer fra. Men siden har han været den mest hustro, selv i sommer, da vi havde "plejeforældre" til at bo i huset en uge mens vi var på sommerferie. Bonnie har bevaret sin frihedstrang i langt højere grad, men kommer dog hjem og sover på nær 2-3 gange om året. De nætter er lange. Men de to katte har beæret mig med at ville bo her, og i respekt for deres tidligere liv, skal de ikke

være kun indekatte. Villy er blevet tiltagende mere tillidsfuld, dog accepterer han kun kontakt med fremmede mennesker, hvis det er inde i huset og jeg er tilstede. Og der skal ikke meget til at skræmme ham. Men er jeg tilstede, da overlader han til mig at vurdere om situationen er farlig. Jeg finder det utroligt at have hans tillid så 100%. Men jeg har heller aldrig svigtet ham eller forrådt hans tillid, altså på nær den ene gang en skøn junidag....

Villy og Bonnie har udviklet et særdeles godt og stærkt venskab. Han er den omsorgsfulde der vasker og nusser hende. Han forærer hende gladeligt store fede nyfangede markmus, hvis hun tigger. Det modsatte er dog helt utænkeligt....... Selvom Bonnie var 2 år ca. og Villy mindst 4 år da de blev neutraliseret, leger de helt utroligt meget. Utrolig meget mere end de andre 3 katte. Om aftenen kan vi høre dem storme rundt og lege oppe på første sal. Og de elsker at ligge på lur efter hinanden bl.a. bag badeværelses døren. Så tumler de rundt og leger voldsomt, men helt klart i al venskabelighed. De ligger på dobbeltsengen, han som regel med et forben lagt hen over hende.

Villy med en fed markmus!

Villy og især Bonnie holder andre katte væk. Sidste vinter kom en fremmed hunkat med 3 små "julegaver" (killinger) til mig. De blev placeret i et lunt kattehus på garageloftet. Da hun efter et par dage skred med den ene af dem, måtte jeg redde de to tiloversblevne små stakler fra Bonnies meget lidt venlige modtagelse. De var vilde og sky - og meget sultne, men den ene blev så tillidsfuld, at jeg fandt hjem til hende. Den anden blev aflivet.

Villy er konge på denne matrikel, og med en kampvægt på 6-7 kg. behøver han ikke mere slås for at få respekt. Han tolerer visse fremmede katte. Af og til sender han dog en fremmede hankat på porten under højlydt nidstirren. Og han elsker hvis jeg kommer og hepper på ham..... Med de ustyrligt mange timer, jeg har lagt i at opnå Villy Vildmis´s fortrolighed, vil han naturligvis være noget helt særligt for mig. Men jeg vælger at tro, at han også er en meget speciel kat, sådan en, som man kun møder én gang i livet, hvis man er heldig........ Maria Metzger 17.12.97

Miss Bonnie Bond (p.g.a. øretatoveringsnummeret, der ender på 007) i en ganske vist grusom - men naturlig leg med en mus......