Jeg var en gang kattehader - og katte, det var jo noget man med fornøjelse hidsede sine hunde til at blive arrige på. At gravhunde nok er det af sig selv (men sagtens kan lære at leve med katte, hvis de lærer det fra små), er så en anden snak.
Men så en dag indhentede skæbnen mig. Og det var i forsommeren 91 at det gik helt galt. Denne beretning er således skrevet allerede i 1992.
Jeg hørte en ynkelig mjaven fra høloftet. Da jeg havde været igennem en knæoperation for nylig gennede jeg min mand op, og han så en lille rødtabby killing hænge uhjælpeligt fast i noget fiskenet, der hang deroppe. Han tog den selvfølgelig med ned, og oh ve, jeg lagde næsten mælk ned. Men da jeg i samme periode var plejemor for en odderunge, fik killingen sutteflaske, og den blev i et stort bur i køkkenet resten af dagen. Den var kælen og tillidsfuld. Anton, min mand konstaterede at det var den sommetider forbipasserende min. 13 år gamle blåtortie m/hvidt vildkat, der havde killinger, og at der var endnu 3 killinger. Nok en rødtabby, en blå/hvid, samt en tortie med hvidt.
Vi satte killingen op til de andre, ja, og så kunne jeg jo lige så godt give dem lidt mælk (ikke sødmælk) hver dag, og som forhandler af hundefoder kunne jeg jo også bestille lidt katte tørkost. Jo, for det var jo da helt hyggeligt med sådan nogle katte på loftet, og mus og evt. rotter kunne vel holdes fra dørene.
Allerede her burde den inkarnerede kattehaders advarselslamper have lyst og blinket faretruende.
Som sagt så gjort, men tamme blev de aldrig, selvom jeg prøvede aldrig så meget.
I september blev jeg opereret på ny og var nylig hjemkommet iført 2 stk. krykker, da en ynkelig mjaven lyder ude fra vor juletræskultur. Jeg humper derud og ser en yndig bruntabby killing græde og tilkendegive at den var blevet væk for sig selv. Jeg skulle gå med to krykker, men da det er svært at sætte mælk og mad ud med sådan to, blev den ene liggende. Killingen var ikke til sinds at snakke, men maden og mælken forsvandt da, og jeg "glemte" at lukke døren til laden. Næste morgen var Mjavemis flyttet ind.
T.v. Mjavemis
Ej heller her blinkede advarselslamperne.
Efter et par måneder blev hun mere og mere tillidsfuld, og jeg håbede det ville smitte af på de 4 andre. Men nej.
Den 22.12 så min mand en sort kat stryge ud fra fyrrummet, og den 23. var den der igen, og han kaldte på mig. Jeg gik forsigtigt ud og så den sorte fyr, - kaldte indsmigrende på den, og den kom mig glædestrålende i møde. Det var en han, og mage til kælen kat skal man vist lede meget længe efter. Han gik slalom om mine ben, derfor kom han til at hedde Slalom.
Han var hverken kastreret eller øremærket,
men vi satte skilte op her og der, for så pragtfuld en kat måtte da have et hjem. Han var ganske vist forfærdeligt uplejet, havde masser af lopper og orm, og heldigvis kom ingen og savnede ham.
Så en dag tog jeg en hård beslutning, Mjavemis og Slalom skulle neutraliseres og øremærkes, og de 4 vilde skulle aflives.
Som vaskeægte jomfru (stjernetegnet), vil man jo gerne have tjek på og orden i tingene. Så sådan noget som lopper og orm må man kunne have styr på. Specielt når man har hunde, kunne fritvoksende lopper jo hurtigt skabe en vidunderlig situation.
På dette fremskredne stadie af kattegalskaben blinkede advarselslamperne heller ikke, de havde vel resigneret........
Nu fik vi jo indført at misserne foruden deres obligatoriske morgenmælk (der nu blev erstattet med A38 med varmt vand) også fik lækker dåsemad sidste på eftermiddagen og de begyndte også at frekventere vores dejlige store kombinerede butik/hunderum, hvor nogle af de unge hunde sov om natten i bokse med klaplåger så de kunne gå ud. Dette satte misserne vældig pris på, og sådan en gang gulvvarme var jo lækkert.
Men så var det jo at 2 misser var lidt lidt, så på et katteinternat fik jeg en ungkat, der selvfølgelig var steriliseret og øremærket, en trefarvet pige, som vi døbte Smukkemis.
Slalom her fotograferet i aug. 97. Han lever stadig her i 2001 formentlig 13+ år.
Med hende blev der investeret i kattebakke og grus, legetøj og huler. Man kæmpede sig gennem junglen af kattegrus og fandt frem til noget godt (og dyrt).
Men ak, her gjorde jeg en fejl, jeg lod hende ikke blive i buret nogle dage som anbefalet, og Slalom og hun kan den dag i dag ikke døje hinanden. Vi fik givet Slalom p-sprøjter for yderligere at dæmpe ham, og det hjalp lidt, men engang imellem fik Smukkemis det store fur, og jeg syntes det var utroligt synd.
T.v. Smukkemis.
Så med meget meget tungt hjerte satte jeg en annonce i den Blå Avis, og der kom nogle søde unge mennesker fra Thisted, der faldt pladask for ham, naturligvis. Han skulle nu være indekat, og det passede ikke herren. Efter en uge satte han ud af døren, og forgæves søgte de at få fat i ham. Det kunne ikke passe. Jeg udrustede mig med lækker kattemad og gik og kaldte fra fortovet ind til en nedlagt tømmerhandel, hvor mange hjemløse katte holdt til. Der kom han jo, så skidt med at forbipasserende mennesker kiggede lidt langt efter mig. Men om den forbaskede kat ville røres ved, og skrækkelig så den ud i pelsen. Nu blev jeg arrig og stædig, sådan en dejlig kat skulle ikke ende sine dage for herreløs vildkat, så hellere få ham aflivet.
Jeg fik opsporet hvem ejeren af bygningen var, og han låste venligt op for mig. Eftermidagen bød på mange dramatiske næsten fangster af den dumme kat, og nu gik jeg for alvor i offensiven. Kattefælder måtte der til, og en nøgle. Næste dag gik jeg i min rolle som kattefænger igang, og da jeg havde stillet den sidste fælde lød fra et halvloft en bekendt stemme, der sagde mmrrrrmpfff mmrrrrmpfff.
Oh, der stod han jo lyslevende min dejlige kat! Han kom ned i armene på mig og hvor vi kælede. Da jeg stadig dybt forundret var på vej ud af bygningen hørte jeg katteskrål nede fra den anden ende af bygningen og gik derned. Der var dobbeltgængeren, den kat jeg
havde jagtet de sidste par dage, en løbsk hunkat, mysteriet var løst, men jeg fortalte aldrig Slalom om den MISforståelse.......
Således flyttede Slalom hjem igen, han var blevet syg og fik meget høj feber, og var rar, i det mindste en tid.
Mjavemis og Smukkemis var blevet slyngveninder, som legede og havde de utroligt sjovt sammen.
Det var pudsigt at iagttage hvordan Mjavemis gjorde som Smukkemis.
Hun havde aldrig kunne finde ud af at springe særlig højt eller gøre nogle af de ting som inde boende huskatte nu gør. Det lærte hun. Selv at klatre i træer vovede hun sig ud på, dog ikke op i 12 m højde som Smukkemis, men hun havde altså et skadepar, som hun ikke mente skulle have rede hos os. Det fik de heller ikke.
Min kære husbond, der er ivrig jæger og vildtforvaltningskonsulent og jeg kiggede på hinanden, og tænkte, sikke en jagthund hun kunne blive. Selv om han måske ikke bryder sig om jeg skriver dette, så er han jo lige så tosset med kattene og begge er vi utroligt fascinerede af hele deres væsen, fremtoning, ynde og personlighed.
Sommeren gik i rimelig fred og fordragelighed kattene imellem. De havde deres faste rytme, morgenmælk og kæl, hvor Mjavemis kunne trække sine mjav i det uendelige, i hvert fald i op til 20 sekunder. Lækker aftensmad og endnu mere kæl. Lov til at slænge sig vandsengen, dersom lysten opstod.
Men der var et skår i glæden. Naboens Lillemis, der også var kastreret, kom ofte på besøg, gennede vores katte ud og sloges med dem, hvorefter han tilfreds lagde sig til at sove på høloftet.
Dette afstedkom et tiltagende ønske om at montere en kattelem i døren til hunderummet. Men der satte Anton grænsen, men det var fordi det var rimelig besværligt at montere en sådan på grund af div. ruder osv. Efter nogle uger med døren på klem, så misserne kunne komme ind, alt imens varmen sivede ud, gav han sig. Kattelemmen blev sat i, og alt var fryd og gammen.
Det blev min fødselsdag den 06.09., og Mjavemis kom ikke og fik mælk. Det var betænkeligt, men endnu ikke alarmerende.
Næste dag varstadig ikke spor af hende, og jeg var sikker på hun var død. Naboen (ejeren af Lillemis) ringede grædende og fortalte at Lillemis var kørt over lige nedenfor vores gård. De var kommet sent hjem natten til min fødselsdag, havde fundet ham og begravet ham. Nu var han jo også tigerstribet og havde samme slags reflekshalsbånd på som Mjavemis, men en ulmende mistanke kom snigende. Næste dag gik jeg grøfterne efter, og fandt Lillemis død. Vi fik tudet lidt min nabo Helle og jeg. Men som hun snusfornuftigt sagde skulle man være glad for sine katte mens man havde dem, for man ejede dem ikke.
Men ikke mange dage gik før savnet af Mjavemis gjorde livet uudholdeligt, og til min omverden sagde jeg: "det er da også synd for Smukkemis, hun har ingen veninde mere."
Jagten på en tigerstribet kat gik ind. Og hvor er
Stribe blev hurtigt Antons favoritkat - Hun lever stadig i bedste velgående her i år 2001. Se lige denne sjæler.....!
tigerstribet et vidt begreb i folkemunde. Jeg kørte fra det ene sted til det andet. Men ingen "rigtig" kat fandt jeg. Nedtrykt. Avisen kom og jeg kiggede under Kramkisten. Der var nogle høns og 5 mdr. grå killinger, under "gives væk". Jeg ringede og spurgte om de der grå nu havde nogle striber, jamen det havde de da, helt sorte endda. Men de var altså ret vilde, fordi det var ikke deres kat, der var moder, hun boede der bare, og de fodrede den da også, men de ville godt nok gerne af med de killinger.
Jeg ankom og så straks en underskøn skabning og sagde: "hvis det er en hunkat, så er hun min". De lukkede en dåse makrel op, og jeg fik med et roligt og bestemt snuptag fanget killingen. Vi fik hende ind i bryggerset, hvor hun var ved at gå amok. Men atter med ro fik jeg set at det var en pige og proppet hende i det medbragte transportbur.
Det var Stribemis. Hjemme arrangerede jeg et stort transportbur med kattebakke, foder og soveplads. Her boede hun så, og meget mod hendes vilje tog jeg hende ud adskillige gange om dagen og kælede stille og beroligende med hende. Efter knap en uges tid var hun klar til at komme ud til de andre, fordi jeg nu var sikker på at have hendes fulde tillid. Hun var naturligvis blevet aformet og afloppet.
Nu måtte min opfattelse af Slalom revideres kraftigt. Stribe, der jo ikke vidste, at han var farlig og slem, gik til ham med fuld fortrolighed, og han syntes hun var sød. Smukkemis reagerede i begyndelsen atypisk, og måske er det i virkeligheden hende, der er lidt forkert i sit kattesprog og mimik. I hvert fald har hun altid haft det problem, at når man tager hende op, skal hun straks sutte på ens tøj, så min teori går ud på at hun er taget alt for tidligt fra moderen, og dermed har hun jo heller ikke lært at være en kat, og opføre sig som man bør.
Nu blev hundene ofte puttet i seng før tiden og misserne kom ind. Og hvor vi morede os over Stribe og Slalom. Hun var respektløs som få, og han godmodig som få. En aften havde hun leget med Slaloms hale, og havde flere gange fået advarende blikke. Så faldt der en lussing med flad pote uden negle. Stribe smed sig straks på ryggen, men i et spring satte hun over ham, satte alle fire poter med tilhørende kløer i ham - stadig svævende i luften - og landede så på gulvet. Det så helt fantastisk ud.
En dag nogen tid efter ringede Helle, min nabo. Hun havde en sen aftenstund set Smukkemis komme over vejen og blive blændet af en bils lygter. Hun styrede lige mod bilen og kun med nød og næppe undgik bilen hende. Så var det afgjort. Kattene skulle holdes inde om natten. En sten blev sat for hullet i ladeporten, og en 4 vejs kattelem blev monteret, således at en sent hjemvendende kat kunne komme ind, men ikke ud igen. Utroligt smart system i øvrigt. Samtidigt blev der investeret i lukket kattetoilet og en kattebakke mere.
Men herom havde Slalom nu en helt anden mening, og han fandt ud af at han kunne hoppe over til de sovende hunde og gå ud gennem deres låge. Det gik godt en nat, men næste nat lød der råben og hylen fra hundene. Der var ikke noget at tage fejl af, - den ene hundegård var fuld af Slalom hår, men heldigvis uden nogen død kat. Da han senere vendte hjem var det med en hårdt læderet hale, der krævede et dyrlægebesøg. Og jeg som troede han var blevet klogere. Han var engang, da han lå og slangede sig i vandsengen oppe på 1. sal ved at blive ædt af 3 af hundene. En gæst ankom og lukkede ikke døren til entreen, Slalom ville ned og hilse på, og man kan godt sige han blev hilst på, men mutter skrap her, reagerede hurtigt, så han klarede skærene.
Nu måtte der påmonteres ekstra tråd til hundeboksene, så denne mulighed ikke længere forelå. Det ligner snart et fængsel. Da Stribe ydermere også nær var blevet likvideret en morgen jeg fodrede hundene. Hun trippede elegant hen ad lågen ind til den ene hundeboks, men blev opdaget og bogstavelig talt faldt ned i kæften på en af de værste kattehadere. Jeg måtte igen reagere hurtigt og derved redde hende. Så tråden var vist en fornuftig investering. Men hvad gør man ikke for de misser. Hundene var snart klar til at klage til en eller anden instans, måske ikke lige Kattens Værn....
Slalom også kaldet "Slumski" er meget glad for hunde. Han finder sig i alt fra hvalpe, men hvis de bliver for frække giver han dem en lille lektion i
almindelig høflig og pæn opførsel. Denne hvalp var en af dem, der skulle have et "udvidet kursus"....
Denne serie er taget adskillige år senere end tiden for denne beretning.
Nu skulle man jo tro, at historien er slut, og at vi alle levede lykkeligt til vore dages ende, om end kattene ikke havde alle deres 9 liv i behold længere, men nej.
Den 30.10. havde jeg et ærinde hos mine dyrlæger på Holstebro Dyrehospital. Jeg spurgte som sædvanlig
om det var nogle hjemløse misser til nyt hjem, ikke at JEG var interesseret, nej nej.
Nej, det var der ikke, men der stod et lige ankommet bur med vildkatte og killinger indfanget i en kolonihave. De skulle aflives. Jeg skulle selvfølgelig lige ud og kigge, og der var hun jo, den lækreste blåcreme m/hvidt killing. Se nu skulle de jo aflives, og vilde var de. Men først skulle de spise noget mad indeholdende sovemiddel. Dyrlægen, der havde med det at gøre, havde ordineret en dosis, så klinikpigerne og jeg blev enige om at fiske hende ud, når hun sov. Som sagt så gjort, hun trak vejret fint, og jeg badede hende forsigtigt, for hun var smurt ind i foder og div. uhumskheder fra buret. Men hvad ingen af os vidste var, at dyrlægen havde ordineret en meget kraftig dosis, så de skulle sove ind, og dermed undgå det stress med at skulle blive fanget. Killingen døde, jeg var knust. Men der var stadig den mest dejlige lille tortie killing, der så meget mistænksom og agtpågivende ud. Det blev hendes redning. Hun var netop faldet i søvn, havde vel ikke spist så meget af maden. Dyrlægen kom i dette øjeblik og forklarede, hvorfor de andre killinger var sovet ind. Men han kender mig jo, så han gjorde sit yderste og fik vækket den lille igen. To dage efter hentede jeg hende. Og hun var vild. Men hele vejen hjem i bilen mjavede hun i allerbedste Mjavemis-stil. Og så var jeg solgt helt og aldeles. Hun startede med at bide og hvæse fælt, men allerede efter et døgn lod hun sin V-8 motor spinde for fuld kraft, når jeg tog hende ud. Sådan som hun tog på veje til at begynde med, da lignede hun fuldstændig sådan en lille arrig trold, der farer op af sin æske, så Troldemis blev hendes navn.
Det er nu i skrivende stund 14 dage siden, og hun løber rundt i hunderummet og leger med Stribe, mjaver så det er en fryd, og er ikke bange for de andre. Hun hopper og danser som de andre, når det er spise/mælke tid, og hun er konstant sulten og hugger hver gang maden i sig, som var det hendes sidste mulighed for at få mad. Men det er vel ikke så underligt. Man må indrømme at det er lettere at fodre hunde end katte. De hopper da i det mindste ikke op på bordet og stikker næsen og poterne i maden inden den overhovedet er klar til at blive delt ud. Stribemis har endda udviklet den teknik, at hun hopper over på skuldrene af mig hvis jeg står lidt væk fra bordet, for at få arbejdsro. Jo, og at spise sin morgen cornflakes siddende på gulvet, det er også en kunst, de to frække små har hele snotten med nede i skålen, men jeg kunne jo selvfølgelig spise min morgenmad i køkkenet......
Som du kan læse blev en virkelig inkarneret kattehader omvendt. Man kan vel sige at jeg katteme er gået i hundene. Men nu skal vi heller ikke have flere misser, medmindre vi en dag mister en, og der så tilfældigvis lige er sådan en blåcreme m/hvidt killing.............

Maria Metzger 1992