Amazonas
- hvor månen ligger ned og Karlsvognen står på hovedet...
- hvor natten er sort, frugt smager af sol, ara skrig bryder stilheden, amazoneflokke trækker højt over kronetaget, kaiman-øjne lyser i mørket, regnen er koldere end det klare, mørkebrune vand, solen står i zenit, orkideer vokser i træerne, gribbe kredser med et fåtal af vingebevægelser, bussen er en båd, husene står på stolper, 10 børn almindeligt..
En beretning i ord og mange fotos fra en rejse på Amazonfloden med naturoplevelser i fokus. Der er anvendt andre fotos end da artiklen blev bragt i Dansk Fuglehold - så kig med...!
En forventningsfuld skare mennesker mødtes i Kastrup lufthavn fredag den 07. april 2000 - destinationen var den samme: Amazonfloden, Manaus, Brasilien.
Alle var klar til at opleve netop den del af floden samt dyrelivet i og omkring den.
Rejsen var lang, men humøret højt. Allerede i flyet, blev der knyttet nye venskaber.

I Manaus blev vi modtaget af repræsentanter fra vore både: Harpy Eagle og Chicla Ocellaris.
Harpy Eagle skulle "befolkes" udelukkende med fuglefolk, med Povl Jørgensen som rejseleder. Chicla Ocellaris med et blandet selskab bestående af 8 reptilinteresserede, rejseleder Henrik Graff, og 5 fuglefolk, med Torben Rafn som rejseleder. Undertegnede samt gemal, hørte til disse 5, hvorfor denne rejsebeskrivelse tager udgangspunkt i "vores" dejlige båd: Cihcla Ocellaris (navnet på en stor, smuk spisefisk).

Et kig over på Harpy Eagle fra "vores" båd....
Det er ikke helt ligemeget hvordan sådan 13 fremmede mennesker falder i hak, når man skal leve så tæt op og ned af hinanden. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi stort set havde den samme form for humor. Tonen blev meget familiær, lidt grov, men kærlig, og "glimtet i øjet" var hele tiden tilstede. Øgenavne skortede det ikke på, ej heller bramfri bemærkninger. Og vi grinede meget, rigtig meget.
Men frem for alt: Vi var alle lige opsatte på at se og opleve. Besætningen og vores båds guide, den unge biologistuderende Moe Jun., indså snart, at vi ikke passede ind i kategorien: Gennemsnitsturister
"Krybene" ville se frøer, slanger og insekter, rode i skovbunden og i sumpene. De vidste oven i købet hvad, der var giftigt, og hvad der ikke var. "Custeau-brødrene", to søde unge fyre, der havde fisk på hjernen (incl. "go'e sild" i Manaus og i lufthavnene), ville se og fange fisk døgnet rundt. Selv et halvt minuts motorstop betød en spinner eller prop i vandet. Og vi ville se fugle.
Et kig ind på Manaus, husene på stolper er helgarderede også i regntiden.

For at se "kryb" behøver man ikke være stille. "Fundene" blev endog ofte slæbt med ombord, fotograferet ned i mindste detalje, pænt arrangeret på blade og lignende, artsbestemt. Sommetider var det "nok" helt nye underarter, hvilket vi fuglefolk grinede meget af. Som Torben på et tidspunkt sagde: Der er flere uidentificerede arter på denne båd, end den, som Charles Darvin var med på! Vi var i virkeligheden bare dybt misundelige. For at se fugle i junglen, skal man være stille, ellers forsvinder vores "fund".
Altså lidt af et puslespil at tilfredsstille alles oplevelsestrang. Dette resulterede i, at der blev lavet om på de sædvanlige planer, så vi noget af tiden ikke fulgtes med Harpy Eagle. Men vi fik virkelig set og oplevet en masse, endda mere end vi havde turdet håbe på. De tre kanoer, der var på slæb efter hver af de store både, blev flittigt brugt. En af besætningen var ligeså fisketosset som "Custeu-brødrene", Moe Jun. var meget interesseret i frøer, og José, der sejlede for os, kunne ikke meget engelsk, men han havde øjne som en høg, så alt, og vidste hvor man kunne finde de forskellige dyr.
En kalkungrib i flugt - vi så utroligt mange gribbe.
Livet ombord var ukompliceret. Maden var overordentlig god, blev serveret i rigelige mængder, vi smagte mange af de lokale retter, bl.a. tapir og flodsvin, masser af fisk. Brødet var ofte bagt af, for os ukendt, mel, bl.a. fra diverse rodfrugter. Frisk frugt fik vi i massevis, solmoden frugt, ikke den tvangsmodnede smag vi kender hjemmefra. Besætningen var særdeles søde og stod på pinde for os. Kahytterne havde airconditioning, de var ikke store, men vi skulle jo kun bruge dem til at sove i. Der blev holdt pænt og rent. Der var altid frisk, kold isvand, kaffe og te, samt bananklaser på øverste dæk til fri afbenyttelse. Sodavand, øl, vin og stærkere drikke kunne købes ombord.
Keila retter frokost an. Der var varm mad to gange om dagen - flere retter!



T.h. en lappe jacana
Regntiden var ikke forbi, som der var blevet oplyst, men det var faktisk lidt rart, idet 7 dage i bagende sol, ville have givet endnu værre
forbrændinger på visse hvide, danske legemsdele; så som ansigter, skuldre, rygge og lår!. Vi havde således lidt regn hver dag og i 1½ døgn vedvarende regn. Man tørrer dog hurtigt, når solen kommer frem igen.Hvis man kommer til at fryse lidt, kan man altid plumpe ud over kanosiden og lade sig opvarme af det vidunderlige klare, men helt mørkebrune vand. Og nej, vi blev ikke ædt nogen af os. Et par dage bagte solen næsten hele tiden, resten af ugen kun i perioder. Det værste ved regnen var de besværligheder den medførte omkring diverse fotogrej. En del kameraer "døde" desværre på turen. De, der overlevede, havde optagevanskeligheder, enten fordi de måtte blive i tasken, eller p.g.a. regn på linsen...
Vi badede mange gange om dagen. Sommetider dumpede vi bare ud over kanoens side.
Sejladsen indledtes straks efter ombordstigningen. Vi skulle de første par dage koncentrere os om det sekundære regnskovsområde.
Snart sad alle på det øverste soldæk iført let sommertøj, kikkerter, kameraer, og videokameraer.
Artsbestemmelsen var enkel: Turister!!!
Vi så på hele turen utroligt mange gribbe. Ved Manaus store flokke af Sort grib (Coragyps atratus), der trak hen over os, og de sad i hobetal i byerne. I dette område så vi også forskellige rovfugle, svaler og en smuk lille, rødbenet terne, Gullbilled tern (Gelochelieon nilotica). Efter nogen tids sejlads kom vi til "the meeting of the waters", hvor det gule vand fra Solimoes mødes med det brune vand fra Rio Negro - det var et imponerende syn. Vi skulle op ad Solimoes, hvor vi lige før mørkningen gik op ad en smal flodarm. Her følte vi virkelig, vi var tæt på naturen. Allerede før mørket faldt på, havde vi set masser af forskellige arter,
bl.a. forskellige fluesnappere, en morsom vandhøne (når den fløj, hang benene og "daskede") ved navn Lappe jacana (Jacana jacana), pungstær, og i øvrigt mange pungstærereder, silkehejrer, skarver, stor Ani samt Shiny cowbird.
Vi nød synet af masser af flagermus, heriblandt en art med hale, ved navn Brazilian Freetailed Bat, der fangede insekter omkring båden. Der lå en del øde beliggende små huse (på stolper, pga. den variende vandstand). Alle former for vask: op-, tøj-, samt badning foregik i floden. Ungerne fyldte op i alle vinduer, for at se på de skøre turister. Grise, høns og ænder gik frit omkring huset. Nogle steder så vi mindre flokke af kvæg, med lange hængeører. Den aften gik vi meget tidligt til ro. Båden fortsatte sin sejlads. Vi blev vækket kl. 05,30 og snart efter var vi klar til at gå i kanoerne. Det var en vidunderlig morgen. Som solen steg højere og højere på himlen, gav den bedre og bedre lys til de ivrigt knipsende kameraer, der i øvrigt lige behøvede lidt akklimation fra de kølige kahytter til den fugtige varme, for at få duggen væk.
Vi så Silkehejrer, en gruppe smalnæbsparakitter, en stor gruppe klerkefinker med flere arter, fiskeørn, sorthalset høg, nogle Festiva amazoner samt pionus, mest blåhovedet, der trak højt over trætoppene - og det var forunderligt at se at amazonerne ofte trak i vifteform, som f.eks. en gåseflok. Desuden så vi Kanelnæbet tukan (ramphastos vitalelinus), skarver, forskellige arter Oropendola, båndet aracari, svaler, flere forskellige fluesnappere, bl.a. Great kiskadee (Pitangus sulphuratus), Sorthalet conure, duer, en (???? med gulligt hvidt hoved/hals), Striberygget hejre (Exochrychos involucris) samt Rødtoppet spætte.
Inde i en lille lagune så vi utroligt smukke åkandeblade på omkring en meter i diameter. De var som taget ud af eventyret om Tommeliden. En familie var i færd med at ordne nattens fangst: en ferskvandsrokke med pig på halen, 3 Kaimaner, de to af dem var Sort Kaiman, unger på ca. 1 meters længde, en af verdens mest truede og sjældne krokodillearter. Der så vi også Grøn Isfugl (Chloroceryle americana). I en snæver del af floden så vi fra vores kano et glimt af en Grøn træboa, idet den forsvandt ind imellem nogle flydeplanter. Dette var senere absolut ved at tage livet af stakkels Henrik "Silverback", hvis højeste ønske var at se en sådan. Han var meget tavs det næste døgns tid.
På vej hjem, kom vi til en forgrening i floden, hvor den lokale "bådbus" passerede os. Den sejlede morgen og aften. Her så vi første gang et par af de meget sjældne Lyserøde Floddelfiner (Inia geoffrensis), der legede i strømmen.
En skrænt havde mange redehuller - det var Amazone Isfuglenes. De sad majestætiske på de udgåede træer udenfor. Vi lagde til ved den lokale flydende købmand, en lille, bitte forretning med de mest nødvendige ting. Inde fra privaten hørtes papegøjestemmer, og snart styrtede vi som galninge (læs: Turister) efter lyden. Der sad to Festiva Amazoner (Amazona festiva), formentlig fangede på limpind, idet de manglede det meste af fødderne. Deres lænker var max. 30 cm. Husets hund lå mellem dem.
Efter morgenmad og en lille lur, tog vi på fisketur. Det gjaldt piratfisk, der holdt til inde mellem de oversvømmede træer og buske. Vi var to kanoer afsted. På et tidspunkt, da vi gled ind i det samme buskads som "fiskere" fra Harpy Eagle, måtte vi lide den tort at
se Povl - med særdeles slet skjult skadefryd, og ulideligt selvtilfreds mine - hive den ene piratfisk op efter den anden. Det tog ham faktisk et par dage at blive færdig med at hovere... Vi fangede dog også nogle stykker. Hver af dem fik lov til at bide en lille kvist over, det så meget let ud! Der var flagermus og kolibrier inde i buskadset. Vores kano blev ude længe, og vi oplevede det første kraftige regnskyl, der dog virkede meget opfriskende oven på den trykkende varme og sol.
Om aftenen var vi på vores første kanotur i mørket, hvor en guide sidder i stævnen af båden og lyser med en meget kraftig projektør mod sivkanten for at spotte "diller". Deres øjne lyser som ild, når de fanges af projektøren. Vi spottede hurtigt en, og i løbet af turen blev det til flere. "Vores" José lod kanoen glide ind i sivene med nogen fart på, lå i stævnen og haps, havde han fanget den lille Brillekaiman, der modvilligt lod sig fotografere og håndtere, inden den blev "løsladt" igen. Selvfølgelig havde jeg kun kikkert med. José fornemmede hurtigt, at vi ikke "bare" ville hjem igen, så vi fik en ca. 3 timer lang tur.
Grisekød til salg, levevejen for mange er at sælge egne produkter samt fangst og/eller bytte sig til fornødenheder som f.eks. benzin til båden. Karriereræs er et ukendt ord...
Denne aften står som en af de tre stærkeste oplevelser for mig. Vejret var vidunderligt, stjernerne klare, månen var halv, men delt vandret og stjernebillederne stod på hovedet. Vi passerede en lang ø, hvor tusinder og atter tusinder af Silkehejrer var gået til nattesæde. Vores påhængsmotor forstyrrede dem og i spotlyset kunne vi se (og høre) dem flyve op. Vi så dovendyr et par steder. Hannen har et utroligt smukt mønster på ryggen. De var ligeglade med os, indtil José efterlignede Harpy Ørnens skrig, så blev de opmærksomme. Den er åbenbart deres eneste fjende.
Kanoførerne brugte i øvrigt et lille fløjtesignal indbyrdes, som ikke forstyrrede/forskrækkede fugle og dyr omkring os, men som muliggjorde en kontakt mellem bådene. Det første jeg gjorde efter hjemkomsten, var at lære mine Grå Jacoer dette signal, så nu bliver jeg mindet om dejlige kanoture adskillige gange dagligt!
Den aften/nat oplevede vi noget sjovt. Fiskene sprang rundt ørerne på os, og ramte sommetider ens bare lår eller arm. Jeg artsbestemte dem prompte: Jumping Jack Fish!! Der var mange glødende øjne i mørket, dels fra slanger i træer, men også fra Natravne. Vi så to arter: Paruraque (Nyctidromus albicollis) og Lille natravn (Caprimulgus parvulus). Der var mange. En del jagtede insekter, andre sad så hårdt, at vi kunne sejle helt hen til det træ, de sad i, og José kunne fange dem, hvis han ville. Der var to/tre
slags flagermus i fuld gang med at fange insekter, bla. mange Fiskeflagermus, der er rødbrune og verdens største. Frøerne kvækkede lystigt, og det er jo som bekendt ikke størrelsen, det kommer an på, idet en lille bitte frø på få centimeter kunne kvække så højt at man knapt troede det muligt. Det var alt i alt en helt vidunderlig sejltur.
Læs beretningens næste del her ...