Dette er en ren tekstfil, nemlig kapitel 6 om legetøj og beskæftigelse for papegøjer fra min bog Tamme Papegøjer. I bogen vil du finde mange illustrative fotos og forklarende faktabokse i kapitlet.

Beskæftigelse og legetøj i såvel bur som voliere
Når alt omkring placering, indkøb og opsætning af bur eller voliere er på plads, skal det indrettes. Der skal nemlig også være noget at tage sig til.
Papegøjer har i naturen mange daglige gøremål, der hovedsageligt går ud på at overleve. De skal finde føde, samles med flokken, holde udkig efter prædatorer, formere sig, passe unger osv. I naturen ser vi ikke individer der plukker sig. Det er nemlig ofte tegn på psykiske forstyrrelser, forårsaget af kedsomhed.
Papegøjer er så intelligente dyr, at de behøver mentale udfordringer for at være velfungerende og glade. Når vi gerne vil have dem i fangenskab, skylder vi dem derfor også at give dem noget at beskæftige sig med.
Der er masser af muligheder, da legetøj for en papegøje kan være mange ting. Det er kort sagt alt det, der kan tilfredsstille dens nysgerrighed og lyst til at udforske samt stille dens store behov for at gnave. Det kan både være ting fra naturen, hjemmelavede ting samt færdigfremstillet legetøj.
I udlandet bruger mange opdrættere legetøj til deres fugle, de fleste herhjemme trækker højlydt på smilebåndet ved tanken. Men faktisk har det vist sig at fuglenes livskvalitet er blevet forbedret så meget, at det afspejles i lysten til at yngle.

Naturens legetøj
Legetøj fra naturen er f.eks. friske grene og kviste, der bør tilbydes mindst en gang i ugen. Burfuglen kan hver dag tilbydes friske kviste og tykkere oversavede grene i "skiver" af en passende tykkelse. Sådanne skiver er mine papegøjers absolutte foretrukne legetøj - de tager lang tid at gnave i stykker, de er gratis fra naturen og de er hurtige at udskifte. Desuden kan de anvendes som fodholdt legetøj uanset om fuglen er i bur, voliere eller ude af buret. Husk at holde dig fra træ der er sprøjtet med gift, eller som står ved en stærkt trafikeret vej.
I en voliere kan du lave en slags vase af et langt rør der graves ned i underlaget. Røret bruges til at sætte friske grene ned i og gør at det er hurtigt at udskifte dem. Den hyppige udskiftning gør at du ikke helt så ofte behøver at udskifte siddepindene. Et andet rør bør indeholde et lille "træ" med masser af grene at gnave i. Et sådant klatretræ der blot kan være en sidegren fra et større træ, samt andre grene, bør være fra frugttræer (ikke kirsebær), eller f.eks. bøg, pil, eg, elm, hvidtjørn, ahorn, poppel. Birk er der ikke ret mange papegøjer der er begejstrede for. Nåletræ kan anvendes, men det indeholder ofte megen harpiks der kan sætte sig i fjer, næb og fødder. Klatretræet kan alternativt være en træstamme, hvori der er boret huller af passende størrelse, skråt nedad. I disse huller kan du stikke grene, der således let kan udskiftes.
Du kan også få fremstillet et/flere tyndere skråtstillede rør (som en mindre vase). Eller du kan lave en vase af et stykke nedløbsrør, der saves skrå i bunden. Disse monteres på volierevæggen, lige til at stikke kviste ned i. Kviste og grene med spiselige bær, synes fuglene naturligvis ekstra meget om, men vær sikker på at bærrene er godt modne.
Grene kan også anvendes som gynger. Bor et lille øje eller en skrue med et stort hoved ned i hver ende af en gren. Fastgør et stykke tykt ståltråd i øjet og dernæst i loftet på enten volieren, buret eller måske stuen.
Grankogler kan hænges i ståltråd eller lægges i bunden.
Det er for visse arter naturligt at komme ned på jorden (f.eks. Grå Jacoer), og denne adfærd kan opmuntres ved at du lægger legetøj på bunden. I buret bør du dog IKKE placere legetøj eller mad på bunden, da det hurtigt bliver snavset til af klatter.
Papegøjer elsker at splitte træ ad, så en frønnet træstamme er altid sjov.

En sandkasse
Hvis du har en papegøje med et stort behov for at skrabe, kan du lave en sandkasse. Det kan være en stor flad plastic bakke med høje kanter, krukken som klatretræet står stukket ned i eller en ramme, du bygger til formålet. Fyld den med rent, fint sand i ca. 5 centimeters højde. Gem nødder, grenstumper, legetøj og andet sjovt i sandet. Papegøjen får nu både lov til at skrabe og finder endda små skatte undervejs. Sandet skal naturligvis holdes pinligt rent for klatter og foderrester, og bør jævnligt udskiftes.

Foder som legetøj
Alle de måder hvorpå du kan gemme føde, så papegøjen selv skal løse et problem for at få føden, er noget der både aktiverer dens hjerne og krop.
Læg f.eks. spiseligt grønt (mælkebøtteblade, salat, m.m.) på voliere eller bur taget, det tager tid for den at pille det ned.
Du kan sætte et stykke af en oversavet tyk træstamme på bunden, så det virker som et lille bord. Fastgør hele majskolber, gulerødder, æbler og anden hel frugt og grønt på denne, evt. ved hjælp af et søm der skal files i enden, så det ikke er spidst.
I buret (eller volieren) kan du på et langt spyd der ikke er for spidst, hænge hele grøntsager og frugt ned fra loftet.
Hele nødder, ærter i bælg og hyben er eksempler på foder, som papegøjen selv skal pakke ud. Vær opmærksom på at jordnødder i skal, kan overføre sygdommen aspergillose. Det er en alvorlig svampeinfektion i åndedrætssystemet.

Reb
Tykke reb i et naturmateriale (mindst 4 cm. i diameter til større papegøjer), er en glimrende alternativ siddepind. Undgå for alt i verden nylon. Det kan ikke fordøjes og ophober sig i kroen. Rebet kan købes i en skibsproviantering. Her finder du i øvrigt også mange sjove og skinnende ting, der falder i papegøjesmag. Pas dog på enhver form for metalgenstande, som papegøjen kan gnave flager af.
Brug fantasien når du hænger reb op. Rebet skal samles i hver ende, så det ikke flosser så let, brug evt. et spændebånd af rustfrit stål. Hæng rebet i større eller mindre løse buer ned fra volieretaget, fæstn det med ståltråd. I stuen kan du fæstne det på kroge der monteres i loftet. Rebet giver papegøjen mulighed for at udvikle balanceevnen, og den elsker at hænge på hovedet og baske med vingerne i rebet, der ulig en gren giver efter og bevæger sig.
I fugleburet kan du evt. bruge et mindre, men stadig tykt stykke reb. Det kan f.eks. bruges som et lodret hængende gribetov, der i øvrigt også er en god ide i en voliere.
Endelig kan reb også bruges til gynger, såvel i volierer og bure.

Hjemmelavet legetøj
Hjemmelavet legetøj kan anvendes i såvel bure som volierer, men ikke alle de nedennævnte eksempler er lige velegnede til begge dele.
Et klatretræ kan alternativt være en stabelbar vinreol, gerne med flere sektioner monteret sammen. Der kan hænges sjove ting fra de forskellige tremmer. Husk det skal være ubehandlet træ, helst bare billigt fyrretræ
Du kan som før nævnt, lave t-standere af rundstokke. Husk at de skal stå solidt.
En ubehandlet lægte kan der bores huller i, og heri kan du banke nødder eller andet guf. Det kan være en lang lægte med mange huller i, eller blot en lægtestump. Lægten bliver gnavet itu, men den er billig at erstatte. I det hele taget er en række lægtestumper hængt på en tyk ståltråd, en billig form for legetøj, der tager lang tid at ødelægge.
Tyk ståltråd kan vikles som en spiral rundt om en sammenrullet avis, og der kan evt. gemmes jodnødder eller andet godt mellem avisens blade. Samme system kan også bruges til hirsekolber, der ellers ofte blot bliver bidt midt over og havner på gulvet.
En æggebakke (pas på salmonella) kan lukkes og i hullerne kan du lægge forskelligt foder.
I en tom wc rulle kan du fastgøre en jordnød ved hjælp af ståltråd eller du kan presse en grankogle ind i den. Rullen kan også fyldes med banan og frø blandet sammen, hvorefter enderne lukkes med sammenkrøllet avispapir. Der er dog efter sigende zink i den lim der bruges til den slags ruller, hvorfor du ikke bør overdrive brugen af dem.
Grankogler kan smøres ind i stiftpisket æggehvide tilsat masser af frø. De bages i ovnen ved svag varme, så hviden bliver hård.
Avispapir kan rulles sammen til små bolde, gerne med noget godt indeni. Disse bolde kan placeres i en brun papirpose til fri udpakning af den nysgerrige papegøje.
Husk at du aldrig må bruge kulørt papir og at du især skal passe meget på papir med ?sølv eller guld? på. Begge dele kan indeholde særdeles giftige ting.
En kæde af rustfrit stål kan hænges ned fra voliere- eller burloftet med strimler af ufarvet naturlæder, kogler, hele nødder, tør pasta, stumper af træ, friske kviste stukket gennem hullerne - ja kun fantasien sætter grænser. Husk at vurdere længde, placering osv. af sikkerhedsmæssige årsager, så papegøjen ikke hænger sig selv, eller komme tilskade på anden vis. Kæden kan også hænges som en tørresnor, enten frithængende eller langs voliere/burvæggen. På denne kan monteres førnævnte ting, men også f.eks. møtrikker, karabinhager, lægtestumper (ubehandlet fyrretræ), oksehudsben og andet.
I en hobbyforretning kan du købe mange ting af ubehandlet fyrretræ, der også kan bruges til hjemmelavet legetøj.

Alternativt legetøj
Store Legoklodser (Duplo klodser) og meget stærkt babylegetøj i plast, er sjovt legetøj. Det kan med held findes og købes billigt på et loppemarked. Husk at rengøre det godt inden ibrugtagning. Det må ikke kunne gnaves itu. Hvis papegøjen kan gnave små bitte stumper af disse hårde plastik ting, bør du kun lade den lege med det, mens den er under opsyn.
Oksehudsben beregnet til hunde, er også godt og billigt legetøj. Undgå den type, der har tynde snore. Et stort tykt og langt tyggeben, kan anvendes som gynge. Bor blot et hul lige før knuden i hver ende og fastgør ståltråd eller kæde.

Legetøj, der købes
Færdigfremstillet legetøj kan købes, om end der i Danmark i skrivende stund ikke er noget stort udvalg. Imidlertid har du via Internettet mulighed for at købe mange spændende ting i udlandet. Til mindre fugle/papegøjer er der dog et rimeligt udvalg herhjemme. Her vil jeg advare mod brug af legetøj med spejle. En understimuleret papegøje kan forelske sig uhjælpeligt i sit eget spejlbillede, begynde at made det og lever sig ind i troen på at det er en levende fugl. For det første er det synd, for det andet kan det give adfærdsproblemer så som territorialhævdelse og plukning.

Hvordan legetøj bliver ved med at være spændende
Det er vigtigt at forstå at et stykke legetøj ikke bare findes/laves/købes og hænges på plads - og så er den potte ude.
Hver uge skal legetøjet byttes rundt og udskiftes. Et mindre lager er nødvendigt, idet nyhedens interesse hurtigt fortager sig. Bliver der imidlertid uger imellem at papegøjen ser en bestemt ting, ja så bliver den sjov på ny.

Legetøj og sikkerhed
Der er meget vigtigt at huske på sikkerheden, når du monterer legetøj.
Lange kæder kan vikle sig om halsen på papegøjen, så den hænger sig. Især er det farligt hvis den synes det er dejligt at klø sig selv på halsen ved at gnide sig mod kæden. Vælg derfor altid ophængnings materialet med omhu. F.eks. kan tyk ståltråd ikke vikle sig omkring hverken hals eller andet.
Legetøj af visse typer plastik, gummi osv. kan gnaves i stykker så det ved et uheld sluges. Nogle legeting af gummi er dog stærke, men når de bliver ældre bliver de møre, og skal kasseres.
Reb kan flosse så tynde tråde hænger ned fra det. Sådanne tråde er farlige hvis de vikler sig om fuglens ben eller krop, så fuglen sidder fast. Sørg for at klippe løse ender af, med det samme du opdager dem.
Husk på at godt legetøj i en papegøjes øjne er noget, der kan ødelægges. Ellers skal det være farvestrålende og gerne bevægeligt som f.eks. akryl legetøj, der i øvrigt ikke kan gnaves i stykker.