Anton, min mand, er over årene blevet mere og mere fascineret af conurer og kilehaleparakitter. Specielt af Solparakitter og Guldparakitter
Tidligt på året 2001 udvidede vi vort voliereanlæg til 3 volierer, der er 6 m lange, 2 m høje og 1½ m brede - på nær den midterste, der er 1 m i bredden. Der er et stort opvarmet inderrum til hvert af dem, idet indervoliererne er i et rum med alm. (evt. en anelse lavere) stuetemperatur.
Samtidigt besluttede vi at det var tid at bestille et par unge Solparakitter.
Egentlig ville vi gerne have haft et par håndopmadede unger. Men pludselig var der mulighed for at kunne købe to jævn- aldrende unger fra to forskellige opdrættere, og da de var mellem 4 og 5 uger på det tidspunkt - var det for denne art
lidt for sent at tage dem til håndopmadning. Anton havde heller ikke nogen ambition om at have dem som kælefugle - og jeg havde de kælefugle jeg ønskede, nemlig mine Grå Jacoer.
Solfrans blev hentet hjem i juli 01 - og han tog det hele meget roligt. Vi satte ham i indervolieren - men ak og ve, det var slemt som han hang med næbet. Næste morgen så han direkte syg ud og han ville ikke hverken spise eller drikke, selvom jeg havde hængt skåle op så han uden besvær kunne nå dem. Jeg tilbød ham små bidder af agurk, og fandt ud af (stik imod hvad vi havde regnet med) at hvis jeg var i nærheden så viste han interesse for det. Efter nogle bidder vidste jeg i det mindste at han havde fået væske og han livede lidt op. Han begyndte også at spise, men kun hvis en af os var tilstede.
Det gjorde at vi om eftermiddagen tog en rask beslutning og tog ham ind i køkkenet i et ledigt papegøjebur. Og DET passede den lille herre. På trods af at han aldrig havde set hunde, havde været inde i et hus med livlig trafik og den hurlumhej, der nu en gang er - så tog han alt fuldstændig roligt, og livede bemærkelsesværdigt op!!! Det imponerede os meget!!
En voksen udfarvet storebror til Solfrans, bemærk farveforskellen.
I august holdt vi en lille ferie, hvor vi bl.a. aflagde Walsrode Fuglepark et besøg. På vej hjem hentede vi Solveig, der som den yngste af kuldet nu også var blevet selvstændig. Solveig lod det ikke gå upåtalt hen at hun skulle flytte hjem, men faldt dog forholdsvis hurtigt til ro og affandt sig med sin hårde skæbne...
Da vi kom hjem satte vi dem straks sammen i papegøjeburet - klar til at skille dem om nødvendigt. Men Solfrans blev SÅ glad. Han kunne slet ikke få nok af hende! Han snoede sig uafladeligt rundt om hende som en levende fjerboa - hun var det sødeste og bedste han nogensinde havde set! Solveig fandt ham lettere anmassende og var mere optaget af os - for vi var bare DUMME!
(3 mdr.) til trods.
Efter et par dage i køkkenet flyttede det unge par ud i deres indervoliere. Solveigs alt andet end milde stemmepragt havde på det tidspunkt drevet os ud af køkkenet adskillige gange :-) Selv mine Grå Jacoer var forargede over larmen, når de deltog i familielivet fra sidst på eftermiddagen - men i øvrigt ignorerede de (og gør stadig) de små "fejlfarver".
Lige så snart Solparakitterne flyttede ud i indervolieren faldt der meget mere ro over Solveig; formentlig ikke mindst fordi der nu var en redekasse til rådighed - så de kunne få sig en ordentlig nattesøvn. Atter et bevis på hvor sensitive mange papegøjer er hvis de får for lidt søvn - en hyppig årsag til såkaldte adfærdsproblemer hos papegøjer, der lever som kæledyr.
Det var også rørende at se hvordan de to holdt/holder sammen hele tiden. Det den ene gør, det gør den anden også - 100%! De er SÅ glade for hinanden.
Flyvehullerne i vore voliere sidder relativt lavt, nemlig kun ca. 50 cm over jorden. Som platform anvender vi en oversavet træstamme, og her lagde jeg majs. Det var for lækkert at lade ligge og efter et par dage, hvor majsen også blev lagt hele vejen ud af hullet, var Solfrans ude som den første. Vi havde forkortet volieren så vi var sikker på at de kunne finde ind igen - og da dette efter et par dage gik helt fint for begge, fik de adgang til hele volieren. Det passede dem særdeles godt, og der var meget nyt der skulle undersøges og gnaves i.
De første to dage efter at de havde indtaget udevolieren, fulgtes Merlin (min Grå Jaco han) og Solfrans rundt om i volieren på hver sin side af den dobbelte tråd. De skulle lige finde ud af hinanden. Men ret hurtigt var det ikke sjovt mere - og parrene har stort set ignoreret hinanden siden da.
Ingen af vore Solparakitter var vant til pellets (papegøjepiller) hvor de kom fra. Men allerede efter ca. 14 dage gad de ikke spise frø mere - selvom de fik og stadig får dem tilbudt, enten som opblødt, spiret eller tørre frø. De rører dem ikke. De har besluttet sig til at grøntsager, frugt og ZuPreem pellets - det er lige dem. Jeg klager ikke fordi jeg er sikker på at de får en sund kost med alle de nødvendige vitaminer og mineraler.
Beretningen om Solfrans og Solveig vil blive opdateret hen ad vejen....