Jasmin sidder på min skulder om morgenen, pludselig mærker jeg noget brændvarmt på min kind - hun har kastet op. Hun havde lige siddet og gnasket tørre pellets, og ser kvik nok ud, så jeg slår det hen med at hun nok blot har haft noget til at sidde fast, som skal op. Jeg holder naturligvis øje med hende. Appetitten er OK, og hun spiser som hun skal og kaster ikke mere op.
Jeg giver hende dagens håndopmadningsmåltid ved 16 tiden, hun spiser som sædvanligt ca. 6-7 ml.
Men derefter ser hun pludselig - men helt klart, utilpas ud.
Som at vende en hånd har hun mistet gnisten i blikket og fremtoningen. Det var ret chokerende at opleve
Det bliver ikke bedre i løbet af en times tid, og der virker som om det er lidt besværligt at komme af med klatterne, der består af en del hvidt og nogle meget hårde pølser. Men efter to klatter liver hun lidt op igen og spiser af den friske mad jeg har stillet frem. Men ikke meget. Jeg håber dog det måske kun er lidt mavekneb.
Jeg rigger en varmepære til, så hun får det lidt lunere og stiller desuden opdrætsmodulet klar, så det har en passende temperatur.
Jeg får heldigvis fat i dyrlæge Ove Brinkmann. Ove siger det kunne lyde som en pludselig og voldsom opformering af svamp, selvom det jo virker underligt, når jeg så sent som om onsdagen (02.07.) indsendte en klat, der så så flot ud, rent svampemæssigt.
Hun havde jo i længere tid haft såvel Candida som Aspergillus. En kur med Nizoral var forsøgt uden effekt, men en knap 3 uger lang kur med Aloe Vera Juice havde mirakuløst fjernet alle tegn på Aspergillus, hun spiste utroligt godt selv og tog kun ca. 6-7 ml. håndopmadningsfoder om dagen. Alt tegnede faktisk så lyst og dejligt som tænkes kunne
Ove råder mig til at give hende tynd håndopmadningsfoder, så hun får væske, hvilket jeg gør, for hun spiser ikke mere selv. Efter det første kaster hun lidt op igen
Jeg har hende til at sidde under min fleecetrøje, hvilket hun jo elsker, og det bevirker, foruden at hun har det godt og varmt, også at hun efter det næste lille måltid holder væsken i sig.
Hun har det ikke godt, men smutter dog ind og putter i sit sovetelt, så jeg vurderer at det må være bedst for hende at sove der, frem for i opdrætsmodulet.
Mandag den 07.07.
Jasmin har kastet op i løbet af natten og hovedfjerene er lidt klistrede. Jeg ringer til Ove efter at have fodret hende (hun er sulten og spiser relativt godt) og han faxer en recept på Mycostatin (svampedræbende, virksomt over for Candida) samt Baytril (antibiotika). Apoteket har uheldigvis ikke Baytrill hjemme, og kan først have det efter kl. 14. Ove foreslår mig at forhøre mig hos dyrlægerne i området, om nogen har noget hjemme. Jeg har længe tænkt på at hvis der skulle opstå noget akut med en fugl, så ville jeg konsultere dyrlæge Kevin Malle i Hanstholm, da jeg flere gange har hørt at han er god til fugle.
Han har Baytrill og efter at han har kontaktet Ove, kan jeg hente det.
Inden jeg kører giver jeg Jasmin, Mycostatinen, hvilket omgående kommer op igen
Da jeg kommer hjem sidder hun og drikker vand, dette holder hun i sig. Kort efter giver jeg hende håndopmadningsfoder med Baytrill i, og jeg går rundt med hende under trøjen i knap 2 timer inden jeg sætter hende på en pind i buret. Hun kaster ikke op, og jeg synes hun har fået lidt gnist i øjet igen.
Midt på eftermiddagen får hun atter lidt tyndt foder denne gang med Mycostatin, samme procedure, så nu ser jeg atter en smule lyst på situationen.
Ved 18 tiden giver jeg hende også (efter Oves råd) kamillete sødet med lidt druesukker sammen med foderet + ½ ml. Aloe Vera. Jeg går rundt med hende i ca. 1½ time, men da jeg sætter hende i buret kaster hun virkelig meget op. Uden overhovedet at kunne vide det, fornemmer jeg at kamilleteen måske var den skyldige.
Jeg får en snak med Ove og ringer også til Kevin for at sikre mig han er i konsultationen fra morgenstunden, om nødvendigt. Jeg har i øvrigt talt med dem begge i løbet af eftermiddagen også.
Ved 21 tiden giver jeg hende igen, denne gang mest væske, og det holder hun fint i sig.
Jeg vurderer at det er bedst for hende at sove i opdrætsmodulet, der står klar med en lille sovehule.
Tirsdag den 08.07.
Der er ingen reaktion fra opdrætsmodulet, men jeg kan se hun trækker vejret. Jeg er klar over at jeg skal af sted til dyrlæge.
Inden jeg ringer til Ove vil jeg dog lige give hende en smule væske. Hun er slap, men kan sidde på en pind. Hun får 2 ml. og jeg sætter hende tilbage i opdrætsmodulet. Mens jeg ringer til Ove får hun pludselig nærmest kramper og falder om på siden. Jeg tror hun gik i chok eller koma. Jeg griber hende og putter hende under trøjen. Jeg kan mærke hun vender tilbage, samtidigt med at jeg ringer til Kevin og siger jeg er på vej. Kort uden for Sjørring skurrer hun to gange med næbbet, det var mellem 08,20 og 08,30 - jeg vidste i mit hjerte at hun døde
Jeg vælger at køre op til Kevin alligevel, for jeg vil vide om jeg slog hende ihjel.
Kevin har et utroligt behageligt væsen og tackler situationen så den trods al sin gru og sorg, bliver værdig for Jasmin og mig.
Dette vil jeg være ham evigt taknemmelig for, for at håndtere en gammel flæbende kælling i sutsko, må være noget af en opgave.
Jeg vælger at være med til obduktionen, men indser ret hurtigt at jeg ikke kan klare det. Jeg følger med, med et halvt øje fra døråbningen, mens Kevin beretter hvad han ser.
Jeg har ikke skadet hende ved at give hende væske, der er en lille belægning af svamp i kroen, der er ikke tegn på svamp i luftsække/lunger, de indre organer ser fine ud.
Det bedste bud er en voldsom opformering af bakterier og/eller svamp, der fra at være et lokalt problem pludselig, med lynets hast, breder sig til hele kroppen. En sådan udvikling er som regel fatal.
Jeg spørger og spørger om hvad jeg kunne have gjort anderledes, og jeg beder Kevin om at være 100% ærlig. Han siger at det eneste andet han kunne have gjort anderledes end det jeg gjorde, var at give antibiotika som en injektion, og at en indlæggelse ville have været stressende for hende.
At jeg lige så godt kunne have stået i den situation at jeg ville bebrejde mig selv at have fået hende indlagt i går.
Det samme sagde Ove, da jeg talte med ham...
Men jeg kender mig selv alt for godt - jeg vil aldrig, aldrig tilgive mig selv ikke at have gjort noget andet, selvom jeg i skrivende stund ikke rigtigt ved hvad...
Mit livs lille vidunderlige solstråle er slukket, 1 dag før hendes 5 måneders fødselsdag.
Hun ligger her i skrivende stund svøbt ind i hendes ynglingsfarve rød, jeg har lagt hende så jeg lige kan se det øverste af hendes ansigt.
Denne fantastiske lille fugl, der fik det bedste op i alle mennesker der mødte hende. Hun kunne se lige ind i alle med sine gamle og vise øjne, der udstrålede godhed, mildhed og smil.
Ikke mange har den evne, hun havde; hun rørte ved noget inden i alle, satte små fodspor i sjælen.
I min sjæl satte hun uudslettelige fodspor, jeg tror min gnist og livs vilje døde med den lille prinsesse. Jeg havde troet og indstillet mig på at vi skulle følges ad resten af livet.
Jeg er lige nu ikke helt sikker på at jeg kommer over det. I hvert fald vil der gå lang tid, for jeg er kun en tom skal, en zombie går der rundt og alt er uvirkeligt. Jeg har nok ikke helt fattet det endnu og er formentlig i chok. At skrive dette er dog en form for terapi.
Hvor makabert (og svært) det end er, vil jeg færdiggøre hendes dagbog. Jeg har alle dele op til og med del 12 færdige.
Det fortjener hun, den lille fighter, der atter bragte solen ind i mit hjerte.
Senere i dag vil jeg begrave hende i graven hos Jasmin, altså gravhunden Jasmin, som I kan læse om på min hjemmeside. Jasmin, der var oldemor til Priv, der døde forrige søndag.
De to blomster i mit liv havde så meget til fælles, jeg vil græde over dem begge resten af mit liv.
Æret være deres minde!