- om to usædvanlige Lessons spurvepapegøjer: Hr. og Fru Pastel, deres første kuld og hvad det medførte!
Alle fotos i denne artikel er taget af Thomas Lafontaine Pilegaard, den 25.12.02. Billederne følger derfor ikke teksten/ungernes alder, men er indsat vilkårligt. Tak for at jeg måtte bruge billederne Thomas!!
Den 21.11.02 var egentlig en helt almindelig torsdag. Ja, den var ikke én man huskede for sit gode vejr, idet den var bidende kold med stærk blæst, grå og varslende vinter...
MEN denne "almindelige" torsdag blev for mit vedkommende næsten "skæbnesvanger" ualmindelig, som denne historie vil fortælle; da det blev en dag, hvor jeg både tabte næse, mund og ikke mindst hjerte!
Jeg havde aftalt et besøg hos en opdrætter der havde nogle par Lessons spurvepapegøjer til salg. Faktisk solgte han ud af dem, da interessen for hans vedkommende gik i en anden retning.
Velankommet til opdrætteren blev jeg præsenteret for de spurvepapegøjer der var til salg, og ja, så var der jo også det sidste par... - men nu lå de jo på æg, så de måtte vente med at blive solgt. Opdrætteren kiggede ned i kassen - og der lå en nyklækket unge - og aldrig har jeg set noget SÅ småt!!!!!
Det blev et kig, der skulle føre meget med sig
- for det kig var starten på dette besynderlige eventyr, hvor jeg ikke er i tvivl om at "højere magter" har haft en væsentlig indflydelse!
Vejret var som sagt koldt, og der var ikke varme i lokalet hvor parret boede. Faktisk var opdrætteren inde på at ungerne nok gik til..
Da jeg kom hjem tænkte jeg meget på dette forældrepar, der i øvrigt havde sit første kuld. Jeg syntes hannen var noget af det smukkeste jeg har set. Han skulle angiveligt være af farvemutationen "Fallow".
Dagene gik og jeg ringede flere gange for at høre til dem.
Der var i alt 5 æg, hvoraf 4 klækkede, men en unge døde indenfor det første døgn efter klækning.
Da de var næsten 14 dage gamle spurgte jeg ind til om man kunne flytte sådan et par med unger???
Inden jeg så mig om havde jeg købt hele familien, redekassen var transportkasse for hunnen og ungerne - og hannen rejste i enkeltkupé!
Det var med stor spænding at jeg genforende den lille familie! Men da jeg returnerede efter at have givet dem lidt fred, kunne jeg til min store glæde konstatere at der var fast rutefart ind i kassen for at fodre de ivrigt tiggende unger.
Jeg var overmåde imponeret og fuld af respekt over hvor rolige forældrene var, og hvor flot de klarede det store skift, der ikke kun indebar flytning og et nyt bur, men også et/to stk. MEGET nysgerrigt menneske/r.
Jeg var allerede på dette tidspunkt klar over at jeg havde vundet i lotteriet - eller "skudt papegøjen" så at sige!!
Han har rønnebær på næbbet - de nødt den varierede kost de blev tilbudt!
Hvor meget jeg rent faktisk havde vundet i lotteriet, anede jeg dog på dette tidlige tidspunkt overhovedet ikke, men herom senere!
Co-parenting har hele tiden stået for mig som den ideelle måde at opdrætte unger, der samtidigt med at de ved at de er fugle OGSÅ er helt tamme og tillidsfulde ligesom håndopmadede unger.
Det kræver først og fremmest et forældrepar, der accepterer denne fremgangsmåde, men jeg tror faktisk at langt flere end vi regner med, vil acceptere dette.
Hvis forældrene imidlertid bliver stressede eller aggressive overfor ungerne, må man naturligvis vælge om man vil håndopmade eller lade forældrene passe ungerne!
Det går kort sagt ud på at forældrene fodrer, afvænner og opdrager ungerne, samtidigt med at man selv fra omkring det tidspunkt hvor øjnene åbnes, håndterer ungerne og evt. giver dem håndopmadningsfoder 1-2 gange dagligt.
Naturligvis under stadig hensyntagen og respekt for forældrefuglene, der skal kunne se hvad man foretager sig og som ikke bør forstyrres lige mens der fodres intensivt!
Hunnen nød tilsyneladende at kunne tilbringe mere tid uden for kassen, for nu var det jo ikke længere nødvendigt at holde ungerne varme. Efter et par dage havde forældrene kun fast ophold i kassen om natten. Parret spiste med stor fornøjelse den alsidige kost og jeg vænnede sig hurtigt til ting de ikke før havde fået. Her blev fryserens beholdning af hyben, de små frugter fra mangeblomstret rose, rønnebær og økologiske grønne hvede aks (som jeg ribbede) hurtigt favoritter. Men også eksotiske ting som granatæble og
Onsdag den 11.12. gav jeg for første gang ungerne en smule håndopmadningsfoder, hvilket blev modtaget med blandet interesse, den yngste tog mest. Dette gjorde jeg herefter dagligt/næsten dagligt.
Alt var fryd og gammen - men NOGET stemte bare ikke?!?!
Den ældste unge ville helt klart blive "fallow" - og den mellemste en vildtfarvet han - den yngste måske "fallow"??.
MEN der var det med de sorte øjne, for det havde ungerne ligesom faderen - og jeg syntes heller ikke de ellers lignede billederne, jeg fandt.
Som tiden gik blev det mere og mere tydeligt at den ældste hun unge blev meget gul, med grønlig vingekant og overgump - det passede bare slet ingen steder.
OG DOG - for onsdag den 18. gik det endelig op for den mutations-tungnemme nye ejer = mig, at det jo var PASTEL - og ikke fallow jeg havde købt (jeg ville jo egentlig kun have haft grønne og blå)!!!!
Pludselig faldt en masse brikker på plads.
Og af alle billeder af mutationerne af Lessons i "The Parrolet Handbook" af Matthew W. Vriends, Ph.d. - så var netop den pastelfarvede (specielt hunnen), den der havde betaget mig allermest.
Du behøver ikke spørge om jeg var glad, for det var jeg ikke - jeg var nærmest ekstatisk af glæde!
Desuden tog jeg kontakt til Kristen Dybdal, som jeg allerede tidligere havde talt med flere gange, for nu måtte jeg vide endnu mere om pastel!
Den mand er et kildevæld af information, og jeg har lært enormt meget af hans grundige og tålmodige svar!!
OG uden at jeg ved hvordan jeg dog kom til det - spurgte jeg om han havde unger af passende afstamning lige nu - og jo, det havde han da!! Så jeg bestilte fluks et par
Den 21.12. ankom de unger herrer sidst på formiddagen, da Kristen alligevel skulle på disse kanter.
"Drengene" blev puttet i reden og jeg skiftede ved samme lejlighed redematerialet. Dette havde jeg nu i øvrigt jævnligt gjort, om ikke andet så blot det øverste lag. Spændende var det nu at se hvad forældrene gjorde, men der var da ingen problemer, drengene blev da bare fodret sammen med deres egne unger!
De to ældste egne unger: Stella og Mr. S var allerede dagen før begyndt at gå ud af reden, og nu ville den ældste af de nye unger: Luke Skywalker også med ud. Han var ved ankomsten langt mere "færdig" at se på og kunne flyve trods sin unge alder, ingen havde fortalt ham at det er for tidligt!
Hvad der end skete, så er det min teori at forældrene måske så ham som en voksen indtrængende han, der pludselig sad der og kiggede på dem. De angreb ham dog ikke, men var meget efter ham, og da jeg havde sat ham i redekassen nogle gange og han stadig kom ud, måtte jeg bide i det sure æble og tage ham fra til håndopmadning.
Dette var dog ikke så enkelt, idet en godt 4 uger gammel spurvepapegøje unge ikke er let at overbevise om at håndopmadningsfoder er et værdigt alternativ til forældrenes fodring. Jeg kom til kort! Jeg var bange for at det blev til for lidt, men bagefter har jeg tænkt på, at en forældre opmadet unge jo ikke er vant til at få kroen fyldt op på samme måde som ved håndopmadning. Jeg klagede min nød til min gode ven Thomas Lafontaine Pilegaard, der har erfaring med håndopmadning af små papegøjearter, også unger der er taget fra sent. Heldigvis tog han beredvilligt imod ham, og jeg kunne ånde lettet op!!
I dagene herefter begyndte den sidste af de egne unger: Spice også at ville med ud. Og det var nok liiidt for tidligt, så hun faldt på bunden nogle gange. Men jeg havde hængt er sisal reb ned fra top til bund, så ungerne kunne bruge det som stige. Dette lærte de hurtigt! Jeg var lidt bekymret for om det mindste "plejebarn" (nu godt 3 uger gl.) også fik noget at spise, så jeg holdt godt øje med kroen. Men det var nok at give ham en gang hygge-håndopmadning om dagen, det passede bedst om formidddagen, og lille Spice fik en "tår" med. De to ældste var ikke længere interesseret i det.
I begyndelsen af januar begyndte den mindste "Bløp" også at ville lidt ud, men pap-forældrene var lidt efter ham.
Det viste sig at en af årsagerne var at hormonerne rasede, og den 03.01. havde de lagt det første æg! Hr. Pastel sang serenade og gjorde sig til og fru Pastel hengav sig uden tøven!!
Men livet fortsætter, idet der den 01.02. sad en lille bitte bagdel ud af et æg nede i kassen ved Hr. og Fru Pastel. Ungen havde ægget over sig som en forvokset hat. Jeg holdt øje med det og ½ time senere lå ungen og hvilede hovedet mellem to æg - og mindre end 15 minutter senere blev den fodret første gang.
Men hvilke to æg DET var - se det er straks en anden historie - og starten på en nyt eventyr, som du vil kunne finde på denne side engang i løbet af foråret... Du kan læse det HER
- dette mit første forsøg på co-parenting, har jeg lært meget af.
Da jeg gik i gang med dette projekt måtte jeg følge min egen intuition.
Jeg havde tidligere fået nogle detaljer fra et par få udenlandske opdrættere, men ikke nogen helt nøjagtig "opskrift".
Men jeg havde lige indtil dagen efter at ungerne hver især begyndte at flyve HELT tamme og tillidsfulde unger, der villigt gik på finger, og var mindst lige så kælne som håndopmadede unger.
Men fra det øjeblik var det stort set som at vende en hånd: De blev vilde. Kunne dog "tales" til ro og var OK og afslappede når de først var ude.
Efter nogen dage i kulkælderen, begyndte jeg at analysere hvad jeg kunne have gjort anderledes.
Pludselig stod det klart for mig: Jeg skulle have taget
I det øjeblik ungerne forlader kassen og kan flyve, er det jo af alt afgørende betydning for overlevelsen i naturen, at deres flugtreaktioner er i top - og det er derfor en meget vigtig lektion! Havde begge forældre været tamme, ville situationen sikkert have været anderledes. Men hvis blot den ene af forældrene havde været "vild" ville den have præget ungerne i "negativ" retning.
Jeg har siden hen fra andre opdrættere, der har været igennem det samme, fået bekræftet at mine tanker vedr. dette er rigtige.
Alt taget i betragtning vil jeg dog sige, at selvom det endte med at dette kuld blev vilde igen, har det været prisen værd! Jeg har nydt at iagttage forældrene fodre og omgås ungerne helt utroligt meget!
Én ting er i hvert fald sikker: Jeg har ikke mistet modet, og vil arbejde videre med opdræt på denne måde - ikke kun med spurvepapegøjerne!!