Et indlæg om tilvænning til pellets skrevet til/på forummet Papegøjer og mennesker (se andetsteds her på siden) af dyrlæge Kristina Johansen, der har mange års erfaring indenfor Zoo verdenen.


Hvordan får jeg min papegøje til at spise pelletfoder?
Jeg skriver jævnligt for et blad der hedder "Dyrene og Os" udgivet af Scanpublisher. Det er et blad der blandt andet findes i venteværelset hos dyrlæger. Jeg skrev et par artikler for et par år siden, der omhandlede fodring af fugle i fangenskab. Dengang arbejdede jeg i København Zoo. Artiklerne kan findes på www.dyreneogos.dk. En af artiklerne handlede om hvordan man får sin fugl over på et pellet foder, og den har jeg valgt at bringe her i en let omskrevet udgave:

Det kan være svært at vænne sin fugl til at spise pellet-foder. Mange fugle er udprægede vanedyr især når det gælder deres foder, og de er meget mistroiske hvis man pludselig tilbyder noget andet foder end det de er vant til. Jeg har derfor udarbejdet denne lille vejledning i samarbejde med Flemming Nielsen, som er dyrepasser formand i København Zoo.

Studier af fugles adfærd i naturen har vist at føde selektion primært er en tillært adfærd hos fugle. Allerede mens forældrefuglene fodrer fugleungerne i reden lærer ungen lidt om hvad der er egnet føde. Senere kopierer ungen de ældre fugle, og på den måde går spisevanerne i arv. Efterhånden som fuglen bliver ældre bliver det sværere og sværere at ændre fuglens fødevaner.

I fangenskab er situationen ofte en anden. Der er ikke altid andre fugle til stede, der kan lære ungen op. Hånd-opmadede unger er særligt afhængige af ejeren, det er ejerens ansvar at lære ungen nogle ordentlige vaner fra starten.

Men hvad hvis du nu står med en fugl der allerede har lært at bananer, nødder, frøblandinger og solsikkefrø er verdens bedste? Som nævnt i sidste artikel er en sådan fugl i stor risiko for fejlernæring, og du bør som ejer sørge for at rette op på skævheden i foderet. Hvis du vælger at benytte et godt færdigfoder i pilleform til at hjælpe dig med at opnå en sund kost til din fugl, så har vi følgende gode råd:

1. Tilvænning til et afbalanceret foder er lettest hos den unge fugl. Men under alle omstændigheder kræver det stor standhaftighed hos dig – fugleejeren. Specielt papegøjefugle kan være meget stædige og vil nødig acceptere fremmed foder.
2. Fuglen skal være sund og rask og må ikke være udsat for stress (nyt miljø, dårlige temperatur eller burforhold, fældning, ynglesæson osv). Fuglens vægt og foderstand skal følges nøje under hele forløbet.
3. Registrér hvor meget din fugl indtager af det vante føde inden du går i gang, så du har en fornemmelse af hvad den rent faktisk spiser. Det er ikke nok at vide hvor meget du stiller foran den, det er den indtagede mængde der er interessant.
4. Der findes flere metoder:
a. »den bløde måde«
: Det nye foder blandes gradvist over flere dage
til det vante foder, indtil det vante foder er erstattet med det nye.
Fordelen er at fuglen sandsynligvis ikke går helt fra foderet i denne
periode. Ulempen er at den muligvis bare bliver ved at æde af det
vante foder uden at røre den stigende mængde nye foder, og det kan
være svært at gennemskue om den tager noget af det nye foder til
sig. Hvis den ikke rører det nye foder må man gribe til :
b. »den hårde måde«: Al frøfoder fjernes. Kun det nye foder tilbydes.
Gerne i små portioner flere gange daglig. Der kan evt. blandes lidt
snittet frugt i små mængder som lokkemad. En større fugl (kropsvægt 260g) kan godt tåle at gå fra foderet et par dage, mens mindre (under
260 g) fugle skal have en lille portion af det vante foder tilbudt om
aftenen (tilbyd ca. 50% af det den plejer at indtage under normale
forhold). Hvis du er i tvivl om hvor meget du kan skære i fuglens
vante foderration så kontakt din dyrlæge.
c. Zoo Metoden til araer: Det nye foder tilbydes alene. Kun hvis der slet
intet spises i 2-3 dage tilbydes lidt af det vante foder. Dette kan kun
gøres ved store fugle der er i god foderstand og hvor man er helt
sikker på at fuglen er i topform.

Små fif: hvis du har en anden fugl kan den vise den første fugl hvordan man gør. I USA findes ligefrem lånefugle der kan opdrage din fugl til at spise pillefoder! I mangel af bedre kan du selv gå foran som et godt eksempel og vise din fugl at det smager fint og ikke er farligt, ved at du selv spiser noget af det foran din fugl. Ja grin du bare – men det virker faktisk somme tider.

PS Siden Flemming og jeg skrev denne artikel har jeg fået at vide af flere at det kan hjælpe at fugte pellets i vand. Det skulle øge fuglens accept. Jeg har ikke selv prøvet det, men det lyder da som en god idé. Jeg synes blot at det er vigtigt i sidste ende at lære fuglen at spise det TØRT for så fordærver det ikke så hurtigt.

Du kan læse mere om fodring af papegøjer og gode råd omkring konvertering til pellet foder på www.zupreem.com (alt er på engelsk).

Held og lykke med det,

Kristina